At blive fyret

Tilbage i 2009 blev jeg fyret fra mit job pga. finanskrisen. Jeg arbejdede ved en større virksomhed, og der blev annonceret, at ville komme en fyringsrunde. Jeg røg så ud, og mens jeg stadigvæk var i opsigelsesperioden meddelte de, at der ville komme en ny fyringsrunde. Begge gange skulle min chef fyre to personer i hans afdeling.

Jeg kom til, at snakke med min mor, om det med at blive fyret, og hvor god en chef kunne være til det. Og min chef var slet ikke god til det. Han havde det SÅ dårligt over, at skulle fyre folk. Til samtalen, hvor han fortalte, at jeg skulle fyres, var frygtelig akavet. Han var helt stiv i kroppen, og talte meget stift, og var slet ikke sig selv. Og det blev det jo bare meget værre af. Men nu er det så længe siden, at man godt kan grine lidt af det, og min mor sagde, at han nok havde mere brug for at blive trøstet end mig.

Det værste af det hele var, at i de tre måneder min opsigelsesperiode varede, talte han ikke til mig. Dvs. at han spurgte heller ikke til, hvordan det gik, og om jeg havde det okay med fyringen, og om jeg var igang med jobsøgningen, og hvad han ellers kunne have spurgt om. Han sagde dog pænt farvel den dag jeg holdt. Men jeg var så skuffet over, at blive ignoreret. Han plejede ellers altid at være så flink!

Mim mor sagde, at han nok var gået helt i spåner, hvis jeg havde sagt noget til ham.

Nå, men hvis man skal have en lederstilling, så var det måske relevant, at blive undervist i, hvordan man fyre folk. Både for ens egen skyld, og især den fyrede medarbejder.