Omsorg og hjælp tak!

Jeg er ikke ret god til at bede om hjælp. Jeg er heller ikke ret godt til, at sige til, når jeg har det skidt.

Derfor kunne det også være rart, hvis nogen spurgte engang imellem, om jeg var okay, eller havde brug for hjælp. Men det gør vi ikke rigtig i min familie. Jeg er heller ikke selv særlig god til det. Men sådan er det bare. Det tror jeg, at man er nødt til at affinde sig med.

Nu har jeg været inde i en periode, hvor jeg især på mit arbejde, har været nødt til, at spørge om hjælp til nogle ting. Flere gange faktisk. Jeg har to chefer. Den ene chef er på vej til andet job, så hun har allerede stået af. Hun henviser bare til hendes egen chef, som selvfølgelig ikke er ligeså meget inde i tingene som hende. Den anden chef, kan jeg ikke finde ud af. Han er flink nok, men når man fx. beder ham om, at bestille nogle ting man mangler, så siger han ja, ja, og så glemmer han det. Eller også bestiller han det slet ikke, tror jeg?? Jeg har været efter ham i ugevis, om noget han skulle bestille til mig, som ikke er kommet endnu, og han er helt holdt op med, at svare på mine beskeder. Så nu er jeg nødt til at ringe og snakke med ham på mandag. Så bliver det spændende, om han overhovedet tager telefonen. Han har i øvrigt engang taget på ferie uden af informere medarbejderne om det. Jeg kan ikke forstå, at man kan have et lederjob, når man er så ligeglad.

Nå, men det korte af det lange er, at jeg har svært ved at rumme det. At folk virker ligeglade, selv når jeg beder om hjælp. Både på arbejde og privat.

Findes der noget værre end ligegyldighed?