Min hjerne havde lige en nedsmeltning

Nu er der jo alt det rod med mit arbejde for tiden, og jeg er derfor gået i jobsøgningsmode. Jeg tjekker jobindex dagligt, og søger også uopfordret. Mens jeg var på arbejde, så jeg, at der var slået en stilling op, som køkkenmedhjælper. Jeg tænkte, at den ville jeg søge, når jeg kom hjem. Det gjorde jeg så også. Men det gik bare ikke så godt, for jeg dummede mig totalt. Om det skyldtes, at min hjerne kører på højtryk for tiden, og havde en mindre nedsmeltning, eller at min mor ringede midt i processen, ved jeg ikke. Eller noget helt tredje for den sags skyld. Men da jeg så havde sendt ansøgningen afsted til den nævnte e-mail adresse, opdager jeg, at jeg har navngivet filen med ansøgningen forkert. Firmanavnet er fire bogstaver (som selvfølgelig står for noget bestemt), og jeg har skrevet nogle forkerte bogstaver i forkert rækkefølge. Jeg tænker ved mig selv, om jeg også har lavet fejl i selve ansøgningen. Det har jeg.  Men bare ikke den samme fejl. Jeg har kaldt firmaet noget helt andet i ansøgningen end filnavnet. Og ingen af delene var rigtigt. Flovheden var i top, for det er en af de vigtige regler, når man skriver ansøgninger: Stav altid firmanavnet korrekt. Jeg bestemte mig for, at rette fejlen i ansøgningen og omdøbe filen, og sendte ansøgningen afsted igen i en ny e-mail. Hvori jeg i øvrigt også beklagede dybt min sløsethed. Enten syntes modtageren at jeg er en tumpe, og fravælger mig på baggrund af min bommert. Eller også har vedkommende lidt humor, og læser min ansøgning med et åbent sind, på trods af min bommert. Jeg håber på det sidste!! PS: gennemlæs altid din ansøgning inden du sender den afsted (det er så en anden vigtig ansøgningsregel) Relateret billede