Jobsamtalen er overstået

Jeg skulle til jobsamtale i dag, og mine forhåbninger og min motivation var i top. Jeg synes selv, at jeg havde forberedt mig godt på samtalen, og jeg havde endda printet min ansøgning ud, og taget den med i tasken. Jeg havde læst et sted, at det så godt ud, at man selv havde den med. hvis det skulle blive nødvendigt. Da jeg møder op, spørger jeg efter ham, som jeg skal snakke om, og jeg bliver så vist et andet sted hen. Der er en anden, som viser mig ind i et mødelokale og siger, at ham den anden kommer lige om lidt. Han lukkede så døren, og så sad jeg der og ventede i et kvarter. Han dukkede dog op, men var helt vildt uforberedt. Han havde ikke taget min ansøgning med derind, og kunne ikke huske, hvad jeg havde skrevet i den. Jeg havde jo godt nok min ansøgning med i tasken, og det kunne have været friskt, at tage den frem, og række den til ham. Men så frisk er jeg ikke, så jeg lod den blive i tasken. Jeg fortalte ham bare det, som han ikke kunne huske. Pludselig fór han op, og nu skulle vi da se det sted, hvor jeg skulle arbejde, hvis jeg fik jobbet. Og så fik jeg ellers en lynrundvisning, og så tilbage til mødelokalet. Så giver han udtryk for, at han ikke er helt uinteresseret i at ansætte mig, men han synes, at jeg skal i noget ulønnet praktik hos dem først, så vi lige kunne se hinanden an først. På nuværende tidspunkt arbejde jeg på nedsat tid, men da jeg er i en opsigelsesperiode, så for jeg stadigvæk løn for de timer, som er blevet skåret væk. Det havde jeg fortalt ham, for det havde han spurgt ind til. Og derfor mente han godt, at jeg kunne være i gratis praktik hos dem, når jeg nu fik ekstra løn, det andet sted. Under samtalen var jeg dog ikke afvisende overfor det, for jeg vil jo gerne igang med noget andet. Til slut mente han, at vi kunne lige begge to tænke over det i weekenden, og så kunne vi snakke sammen på mandag. Han rejser sig op, for nu er samtalen så slut, og jeg går efter ham, da han går ud og sætter sig ved sit skrivebord. Jeg spørger, om jeg så skal ringe til ham. Ja, ja, gør du bare det!! siger han. Og det var så den samtale. Jeg gik derfra med en klump i maven. Jeg synes, at det havde været helt vild underligt. Jeg havde egentlig mistet lysten til, at arbejde hos dem, efter den samtale, og det der praktik var da vildt underligt. Hvis jeg havde været ledig, så havde jeg da gerne taget 4 ugers praktik, som man jo godt kan. Men det er sgu underligt, at han synes, at min nuværende arbejdsplads skal betale for praktik hos dem (altså indirekte). Og hvis det skal være helt rigtigt, så mener jeg, at jeg faktisk skal stå til rådighed for de timer, jeg bliver betalt for. Hvis det altså bliver nødvendigt. Så det kan slet ikke lade sig gøre med den praktik. Men alt det nåede jeg ikke, at tænke sig meget over i situationen. I øvrigt har man jo tre måneders prøvetid, når man starter i et job. Så de har sgu masser af tid til, at losse mig ud, hvis de ikke skulle være tilfreds med mig og min indsats. Det vil jeg sige til ham på mandag. På en pæn måde selvfølgelig!! Så ringede jeg til min mor, da jeg kom hjem, for hun havde også været ret spændt på det hele. Og så kom jeg til at tude lidt, fordi jeg var så skuffet over, at det var gået så dårligt. Men vi fik da snakket om det, og min mor synes også, at det var en god idé, det jeg havde bestemt mig at sige på mandag. Nå, men jeg må videre med jobsøgningen!!