Urimelige følelser

Grunden til, at jeg går ledig er, at jeg havde et rengøringsjob, hvor der både var rengøring og lettere køkkenarbejde med i jobbet. Så kom der et cateringfirma, og forpagtede køkkenet, så jeg mistede køkkentjansen. Det resulterede i, at jeg ikke kunne leve for de få timer, der var tilbage af rengøringen. Så jeg var nødt til at sige op, og indtil i dag troede jeg selv, at jeg var i 3 ugers karantæne, uden mulighedhed for supplerende dagpenge. Det ændrede sig heldigvis. Men jeg har haft de her urimelige følelser overfor det her cateringfirma, fordi jeg følte, at de havde taget mit arbejde fra mig. Jeg var sur på dem. Altså godt nok ville jeg meget gerne have et andet arbejde, for jeg var kørt lidt fast i en rille, men jeg troede jo, at jeg trods alt havde det job indtil jeg fandt noget andet. Jeg ved jo godt, at det ikke er noget de har gjort mod mig, men at det er for at udvikle firmaet. De ved jo ikke engang, hvordan deres ankomst, ændrede mit arbejdsliv til det værre. Men jeg har jo alligevel med lidt ærgelse måtte erkende, at cateringfirmaet har fået et rigtig godt omdømme. De har også gjort nogle rigtige gode tiltag i forbindelse med alt det her corona-kaos. Godt for dem! Jeg så så inde på facebook, at en af deres medarbejdere havde skrevet noget virkeligt nedladende til en sygeplejerske, som gav en opsang til folk, som ikke tog de hensyn, der skulle tages i disse tider. Det fik han mange vrede kommentarer om, og der var én der skrev, at så vidste han godt, hvor han ikke skulle købe mad henne. Det er så én af grundene til, hvorfor man ikke skal skrive på facebook, hvor man arbejder (det kan man gøre på linkedin). Den måde man opfører sig på, på facebook falder også tilbage på din arbejdsgiver, hvis folk kan se, hvor du arbejder. Tænk lige over det!