Klodsmajor

Så skete det igen. Jeg faldt, da jeg gik på arbejde. Det er noget, der skete jævnligt over sommeren sidste år. Så skete det ikke rigtigt i løbet af vinteren, men i løbet af foråret er jeg faldet to gange. Folk plejer som regel at være flinke, hvis de er i nærheden, når det sker. Og de spørger om man er okay. Det der skete i morges var, at der gik en mand imod mig på fortovet, da det skete. Jeg kom på benene og stavrede videre. Og så gik han over på den anden side af vejen. Det tænkte jeg ikke umiddelbart over, men lidt efter kigger efter kigger jeg mig tilbage, og så er han gået tilbage på "min" side af vejen. Hvad fanden!! Det var noget, som han gjorde bare for at undgå mig. Og jeg var endda på benene igen, så han havde jo ikke engang behøvet at spørge mig, om jeg var okay. Det skummede jeg over resten af vejen på arbejde. Da jeg så kommer på arbejde, så opdager jeg, at jeg har skrabt hul på mit knæ, så det bløder (men bukserne var ikke gået i stykker). Jeg har ikke noget plaster, og mine arbejdsbukser er hvide. Hvordan løser man det? Jeg fik den geniale ide, at tage et mundbind, og binde omkring knæet. Og ja, et mundbind kan godt bruges som bandage! Nå, men senere hen opdagede jeg andre problemer efter styrtet. En lille skramme på højre albue, hvilket er det mindste problem. Ondt i venstre tommeltot, Det går nok alligevel uden de store problemer. Men det største problem er mit skadede knæ, for ud over hudafskrabningen, så gør det ret ondt i den. Ikke at jeg tror der er sket noget alvorligt med knæet. Jeg tror bare, at det er et ordentligt skrald. Men det gør virkeligt ondt, når jeg går. Jeg havde lige lagt det værste af helvedesilden bag mig, og så kommer det her. Er det ikke noget med, at man er blevet gammel, når man vågner om morgenen med smerter i kroppen.