Et mærkeligt møde med en kollega

Okay, jeg oplevede noget, som jeg ikke kan finde plads til i mit hoved. På min arbejdsplads er der en kvinde, som arbejder som serviceassistent ligesom mig. Jeg har ikke haft den store berøring med hende. Vi har arbejdet sammen ganske få gange. Hun har altid været sød og rolig og nede på jorden. Vi hilser også pænt på hinanden, når vi støder ind i hinanden.

Så i torsdags var jeg i svømmehallen, og da jeg er på vej hjem er der pludselig én, der råber mit navn fra den anden side af vejen. Det er så den nævnte kollega. Hun kommer rendende over vejen slæbende på to poser. Hun stiller poserne fra sig på fortovet og begynder at snakke rigtig meget. Nærmest uden at trække vejret. Hun er udlænding og snakker meget gebrokken dansk. Så jeg forstår heller ikke altid, hvad det er hun siger. Men i det her tilfælde var det ret ligegyldigt, for hun gav mig ikke chancen for at spørge ind til noget. Hun kværnede bare derudaf på gebrokken dansk og lidt engelsk samtidig med, at hun stod helt oppe i ansigtet på mig og hev mig i armen engang imellem. Når jeg prøvede at flytte mig lidt væk fra hende, så fulgte hun efter, og nogle gange greb hun fat i min arm. Det endte også med at hendes poser kom til at stå langt væk på fortovet. Men det lagde hun ikke mærke til.

Det hun fortalte, som jeg forstod var noget om hendes familie: hendes søn og mand, og hun viste mig videoer på telefonen. Hun fortalte nogle andre historier, som lød lidt langt ude. Hun hev pludselig en dåse med et hårprodukt op af en af poserne, som hun var ved at slå en ung pige i hovedet med, der gik forbi. Så spurgte hun, om hun måtte få noget vand fra min vandflaske, fordi hun var tørstig. Jeg undskyldte mig med, at jeg jo havde suttet på flasken. Men så tog hun flasken og hældte vand ind i munden uden at røre med læberne. Jeg drak alligevel ikke mere af den flaske, og gjorden den ren, da jeg kom hjem.

Det tog i hvert fald tyve minutter inden jeg tog mig sammen til at sige, at nu skulle jeg altså hjem, og følte mig meget lettet, da jeg gik hen af fortovet. Men så kaldte hun på mig igen, og begyndte at snakke igen, Men jeg afbrød hende, og sagde, at NU skulle jeg altså videre. Og så gik jeg.

Da jeg stod i situationen, så vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde. Det var så bizart, så jeg får nu mest lyst til at “græde” over det.

Så spørgsmålet, hvad er der i vejen med hende? Havde hun drukket? Havde hun taget stoffer? Er hun psykisk syg? Hun stod så tæt på mig, at jeg kunne nærstudere hendes ansigt, og jeg synes ikke, at hendes øjne var mærkelige, og hun lugtede heller ikke af alkohol. Så måske er hun psykisk udfordret, og kan holde sammen på sig selv, når hun er på arbejde.

Jeg har bare haft det så underligt over det. Jeg kan ikke finde en plads i mit hoved til det.