Kontakt som i gamle dage

Man er efterhånden ved at vænne sig til Internettet. Man kan ordne alverdens praktiske ting på nettet. Det er jo smart nok, for så sparer man både tid, papirarbejde og porto.

Jeg kan huske, at da jeg startede på Handelsskolen i 1996, der var Internettet stadigvæk en ret ny ting. Nogle af eleverne, som var med på noderne, de vidste allerede en del om Internettet. Så var nogle andre elever, (som mig fx), som ikke anede noget som helst om Internettet. Bare det, at man skulle lære at bruge søgemaskiner på nettet (Google, Alta vista m.fl.) var en stor ting. Da jeg så fandt ud, at man kunne sidde og chatte med andre over Internettet, der var jeg virkelig imponeret. Der er jo sket meget siden, og nu er Internettet blevet en hverdagsting.

Hvad gjorde man før, når man lige skulle finde ude, en eller anden sjov ting, som man var kommet til, at undre sig over? Eller navnet på en bestemt skuespiller? Eller hvis man skal finde ud af noget til sin kryds og tværs? (det bruger jeg tit selv, hvis jeg kører fast hehe!!)

Vi fik også en e-mail adresse på Handelsskolen, og det var også spændende. Jeg tror faktisk ikke jeg brugte den så meget dengang, for der var ikke så vildt mange der havde e-mail endnu, og det var heller ikke blevet normalt endnu, at man fik tilsendt alt muligt skrammel. Jeg har så senere haft forskellige e-mails på diverse uddannelsessteder, men jeg fik faktisk først min helt egen webbaseret e-mail adresse i 2003 (som jeg helt selv oprettede, og var vældig stolt bagefter).

E-mails og andet kommunikation over nettet er smart. Man kan sende billeder og andet gøgl uden det store besvær, og så går det hurtigt. De vil jo tage en evighed, hvis man skulle sende det samme med almindelig post. Ja, man ville sikkert slet ikke få de sendt. Men almindelige breve i papirform, har alligevel sin charme.

Desværre kender jeg ikke nogen længere, som jeg skriver rigtige breve til. Det foregår altsammen over e-mailen eller facebook. Men jeg sender stadigvæk nogle julekort.

Da jeg var barn og teenager havde jeg mange pennevenner. Jeg har nogle få gange sendt en annonce i et eller andet blad, og så fik jeg nogle breve som svar, og jeg valgte at skrive med dem, som jeg synes lød mest interessante. Jeg svarede også selv på nogle annoncer.

Jeg samlede også på brevpapir da jeg var barn, og så sad jeg og byttede brevpapir med veninderne. Jeg havde en hel mappe proppet fuld med brevpapir, og da jeg blev træt af det, så brugte jeg det hele til, at skrive brev på.

Jeg kom til, at tænke på om begrebet pennevenner stadigvæk eksistere? det gør det ved jeg, for jeg har set det i et blad, som min niece har, men det er jo for småpiger. Der bruger de godt nok, at sætte deres e-mail adresse under brevet, så de andre piger kan skrive til dem på den. Min mor køber familie journalen, og der er også en side, med pennevenneannoncer, men det er jo også lidt ældre, som nok ikke helt har fået Internettet ind under huden. Men der er faktisk en hjemmeside, der hedder www.mailven.dk, så er altså det, som det hedder nu til dags.

 Jeg har endda på et tidspunkt haft en kontakt annonce i et blad, der hedder Chili (som er lukket nu), som man kan få gratis, da jeg gik på Handelsskole (og andre uddannelsessteder). Dengang var det ikke moderne endnu med netdating. Der fik jeg en hel bunke breve fra interesserede fyre. Og desværre har jeg ikke gemt disse breve, for de kunne ellers være sjove at læse nu.

Nu kunne man være anonym, når man indrykkede en annonce, så folk vidste ikke, hvem man var, før man svarede på deres breve (hvis man svarede). Der var så en fyr fra min klasse på handelsskolen, som skrev til mig. En lidt spøjs fyr, med et akavet udseende, og som aldrig skiftede tøj. Men han var superklog. Dog ikke min type.

 Nu gjorde jeg en ære i, at svare alle dem, der skrev til mig. Også selv om jeg ikke fortsat ville have kontakt med dem. Så skrev jeg bare ikke afsender på brevet, så vidste de kun, hvad jeg hed til fornavn, så fandt de ikke på, at skrive igen. Så min klassekammerat fandt ikke ud af, at det var mig, han havde skrevet til. Han nævnte det i hvert fald aldrig.

 Jeg led dengang lidt under, at jeg havde en veninde, som mente, at det var for tabere, at indrykke en kontaktannonce. Også selv om, at det var i et ungdomsblad. Hun mente, at jeg alligevel kun ville få svar fra tumper, som ikke kunne møde piger på andre måder. Og nu mødte jeg jo langtfra alle dem, der skrev til mig. Jeg tror ikke engang, at nogen af dem havde sendt et billede med, af sig selv.

Så jeg så kun tre i virkeligheden. Den ene var ham, fra min klasse, som rigtignok var lidt tumpet. Men ellers mødte jeg en anden fyr, sådan lidt tilfældigt, for han gik i skole i nærheden af et sted, hvor jeg havde noget arbejde. Så han kom forbi, og hilste på. Han virkede til, at være en rigtig fin fyr, og så helt almindelig pæn ud. Men jeg mødte ham kun den ene gang.

Så var jeg ude på en rigtig date med en anden fyr. Han var også rigtig flink og pæn. Det blev dog aldrig til noget med os, selvom han faktisk gerne ville møde mig igen. Jeg afviste ham, og jeg kan egentligt ikke huske hvorfor den dag i dag. Men det er vel også lige meget nu. Men jeg har stadigvæk et lille pasfoto af ham, som han havde sendt til mig.

Nå, men det egentlig ikke mit kærlighedsliv det skulle handle om, men hvordan man holdte kontakt med hinanden i ”gamle dage”. Snart bliver det nok helt yt, at skrive rigtige breve til hinanden. Og det er lidt en skam, for det er så hyggeligt.