Så skete det igen. Jeg faldt, da jeg gik på arbejde. Det er noget, der skete jævnligt over sommeren sidste år. Så skete det ikke rigtigt i løbet af vinteren, men i løbet af foråret er jeg faldet to gange. Folk plejer som regel at være flinke, hvis de er i nærheden, når det sker. Og de spørger om man er okay. Det der skete i morges var, at der gik en mand imod mig på fortovet, da det skete. Jeg kom på benene og stavrede videre. Og så gik han over på den anden side af vejen. Det tænkte jeg ikke umiddelbart over, men lidt efter kigger efter kigger jeg mig tilbage, og så er han gået tilbage på...

De tanker jeg har gjort mig om at mit arbejde gør mig stresset, så har jeg jo også gjort mig nogle tanker omkring, at det her arbejde ikke er noget, som jeg skal have resten af mit arbejdsliv. Der er trods alt næsten 30 år tilbage. Jeg har i den forbindelse søgt to andre jobs inden for de sidste par uger. Men bare fordi man søger jobs, er det jo ikke sikkert at man får det. Men man får i hvert fald ingenting ved ikke at gøre noget. Det ene er også et rengøringsjob, men med mere fastlagte arbejdstider, så man ikke risikere at blive ringet op på helligdage og friweekender, og bliver spurgt om man kan komme på arbejde….nu!!...

Jeg er ret overbevist om, at jeg lider af stress på en eller anden måde. Der er sikkert forskellige former for stress, og jeg er ikke psykolog, så jeg kan ikke uddybe det. Men jeg tror, at jeg i flere år har haft en eller anden basis stress i min krop, og det bliver værre under pressede situationer. Jeg arbejder som servicemedarbejder på et sygehus, og det job er stressende på mange forskellige måder: Dårlig ledelse: ledelsen er ikke god til at strukturere deres arbejde, og de betragter medarbejderne mere som maskiner end som mennesker. Det er et kapitel for sig selv!! Underbemanding: Der er tit folk der er syge, og ledelsen er ikke ret gode til at dække ind...