At være social på arbejdet, det behøver man ikke

Man behøver ikke være social på arbejdet, hvis det er bedst at lade være.

Jeg har et rengøringsjob, vil jeg bare lige påpege. Og det har jeg haft i næsten 9 år. Det samme sted i hvert fald. Det er også for længe, men det er en helt anden sag.

Jeg arbejder for et rengøringsfirma, og derigennem gør jeg rent ved en kunde. Nu har jeg ingen kollegaer fra rengøringsfirmaet tæt på mig, så det er måske et lidt ensomt job, men det passer mig nu fint nok.

Men den kunde jeg så gør rent for, dem har jeg ikke det aller varmeste forhold til. Det startede i hvert fald ikke godt i sin tid. Hvis de havde noget at brokke sig over, så blev det ikke altid sagt i en særlig pæn tone, og derfor svarede jeg heller ikke altid særlig pænt tilbage. Og dermed var stenen lagt til et køligt forhold.

Senere er der sket det, at vi i stilhed er kommet frem til en måde, at få det til, at fungere på. Hvis de har noget at brokke sig over, så ringer de til min chef, og så siger hun det videre. Og jeg smutter ind i alt ubemærkethed og passer mit arbejde (hvilket jeg jo åbenbart gør godt nok, siden de ikke har losset mig ud endnu), og så passer vi ellers hvert vores. Altså jeg indgår ikke i noget socialt hos dem. Jeg bliver aldrig inviteret på rundstykker, kage eller hvad de ellers forlyster sig med. Og det er helt okay!

I dag, da jeg kom derind for at hente deres beskidte kopper og tallerkener mm. Så stod de og drak formiddagskaffe i tekøkkenet. Så jeg tjekkede lige toiletterne for at se om der manglede noget (der bliver kun gjort rent to gange om ugen). Så kom der en dame hen til mig, som jeg tror er en af de lidt højere chefer (hun er der i hvert fald ikke fast hos dem, men dukker op engang imellem), og spurgte om jeg ville hen og have en rundstykke, for de var ved at fejre, at NN havde 10 års jubilæum. Jeg blev så befippet, at jeg bare svarede “tak”. Det tog hun nok som et ja, så hun gik tilbage til forsamlingen, og regnede nok med, at jeg kom, når jeg var færdig. Så stod jeg lidt og tænkte over det, og følte, at det ville blive helt vildt akavet, hvis jeg kom daffende og begyndte, at tage for mig, når jeg nu ikke plejede at omgåes dem. Så jeg bestemte mig for, at hente deres beskidte kopper senere, og så listede jeg lige så stille af igen.

Medarbejderen med jubilæet har i øvrigt engang smidt kopper i hovedet på mig i arrigskab over, at der var een af dem, der ikke var vasket ordentligt af. Der har nok også været noget andet, der har plaget ham den dag, og det er ikke sket siden, at han har behandlet mig på den måde. Så derfor har vi også lagt det bag os ;-). Men da han aldrig nogensinde har nedværdiget sig til, at give mig en undskyldning, så behøver jeg ikke deltage i hans fejring. Gør jeg vel? 😀