Dateinvitation

Ja, jeg er blevet inviteret på en date ud af den blå luft. Som jeg godt nok har takket nej til. Men lidt smigret og overrasket blev jeg da, for jeg plejer ellers at skulle kæmpe for det, når jeg har været på mandejagt. Når man bare har et middelmådigt udseende, og et indelukket sind, så kommer mændene ikke ligefrem rendende halsende af sig selv. Mange mails på datingsider og mere eller mindre vellykkede dates er det blevet til. Der er da kommet et par forhold ud af det, men der er også blevet arbejdet for det.

For ikke så lang tid siden var der en fyr, som jeg har gået i folkeskole med, som henvendte sig hos mig på Facebook. Han sendte mig en venneanmodning, og en venlig mail.

Problemet med denne fyr var, at han var lidt en rod i skolen. Han var med i en gruppe af andre “seje” drenge. Jeg var til gengæld en helt anden type. Jeg var stille og indadvendt, og nogen ville nok sige, at  jeg var lidt kikset. Nogle af de “seje” drenge var også efter mig engang imellem. Det var ikke altid nemt, at gå i skole, syntes jeg.

Det skal dog siges, at den nævnte fyr, var dog ikke én, der generede mig særlig meget, så vidt jeg husker. Men i mit hovedet var han dog stadigvæk “en af dem”. Og vi havde i hvert fald ikke noget særlig varmt forhold til hinanden. Da han henvendte sig på facebook tænkte jeg, at nu er vi jo blevet voksne, så kan man jo godt prøve at være lidt rummelig. Så jeg accepterede hans venneanmodning, og svarede pænt på hans mail.

Så pludselig skriver han til mig igen på facebook i går aftes. Han spørger til, hvordan det går og den slags. Så skriver han på et tidspunkt, at vi kunne da mødes på et tidspunkt, og snakke. Jeg svarer, at det kunne vi måske godt (men har ikke rigtig lyst faktisk), men det kan vi lige snakke om en anden dag.

Så skriver han, at han da gerne vil give middag, hvis jeg har lyst. Og pludselig var det jo blevet en dateinvitation. Men jeg skrev altså nej tak til det. Og så skrev jeg, at det blev ikke lige nu i hvert fald. Det tog ligesom toppen af afslaget. Men så kan det jo være, at han prøver igen senere. 😀

Altså selvom man ikke er et af de mest spiselige mennesker der findes, så behøver man jo ikke kaste sig i grams bare fordi en mand for en gangs skyld byder sig til. Det skal jo helst være én, som beriger ens liv, fordi man synes, at han er noget særlig.

En sjov historie er, at jeg gik på handelsskole for 20 år siden, der var en pige, som gik på samme årgang, som mig. Hun meddelte en dag, at hun havde fundet sig en kæreste, som kom fra samme by som mig. Det var så min omtalte skolekammerat, og dengang tænkte jeg med afsky, at hvad ville hun dog med HAM! Men jeg havde ikke fået folkeskolen så meget på afstand endnu, at jeg kunne være rummelig.

Deres forhold varede dog heller ikke ret lang tid.