Ensomhed

Jeg har skrevet om ensomhed før, og det er en følelse som har fulgt igennem livet. Forskellen er nu, at jeg (desværre) er begyndt at dyrke det, i stedet for at prøve at slippe væk fra det. Jeg er faktisk ikke så god til det med have relationer til andre mennesker. Jeg er blevet såret for meget af folk igennem livet. Det er noget jeg skal arbejde med, for set udefra, så er det ikke godt i længden at være så meget alene. Man har trods alt brug for andre mennesker.

Nå, men jeg har aldrig haft mange venner. Nogle gange har der været flere, men så er der forsvundet nogle af forskellige grunde. Lige nu har jeg én veninde, som jeg ser engang imellem, og vi har et ret godt forhold til hinanden, vi har også kendt hinanden i 20 år. Så er der andre venner, som er længere ude i periferien, selvom jeg har kendt dem længe. Nogle som jeg kun har kontakt med over mailen eller/og facebook.

Det med de manglende veninder og venner har altid været lidt et ømt punkt for mig igennem tiden. Især fordi min søster altid har været en veninde-magnet.

Min mor gav mig engang det virkeligt dårlige råd, at jeg skulle bare få nogle fritidsaktiviteter. Og det virker altså ikke. Med mindre man er den der er virkelig fremme-i-skoen-type. som inviterer hele yogaholdet hjem på kaffe. Om hvem fanden gør det? Man mødes en gang om ugen, og hygger sig, og noget yogasæsonen er slut, så ser man aldrig de mennesker igen. Man sidder jo ikke lige frem og underholder med at man ingen venner har.

Det er dog gået op for mig pga. et blogindlæg jeg har læst, at det måske er mere almindeligt end jeg troede, at folk ikke rigtig har nogen venner.

Hvad fanden sker der i dette land? Skal folk virkeligt sidde helt alene hver for sig?

Der er da potentiale for en masse venskaber.

Nå, men weekenden er ved at være slut, og jeg føler mig lidt trist. Jeg har ekstra arbejde i næste uge, og jeg orker det næsten ikke. Men det hjælper jo ikke noget!