Min ekskæreste og dagbogen

Jeg havde en kæreste på et tidspunkt, og det forhold jeg havde til ham, hænger stadigvæk som en skygge over mig, selvom det er 4,5 år siden, at jeg lossede ham ud af mit liv. Og jeg han er en af grundene til, at jeg går til psykolog lige nu. Ikke at det der psykolog halløj hjælper ret meget på mit velbefindende, men hvis jeg stopper med det. så kommer jeg jo ingen vegne. Så jeg håber bare, at det pludselig gør noget godt.

Denne kæreste kendte jeg i 2 år.

Grunden til, at det var et så dårligt forhold var, at han var meget jaloux. Og jeg magter ikke, at gå i deltaljer med det, for så kunne jeg fortælle om det i dagevis. Men det gav sig til udtryk i mistænksomhed, mistillid, regler og kontrol.  Fra ham rettet mod mig, og uden nogen grund. Jeg har aldrig været utro mod nogen, hverken ham eller andre kærester.

Det var også grundlaget for en masse skænderier, og mange uheldige episoder. Og bl.a. var jeg dum nok til, at lade ham bo hos mig i 1,5 år uden at bidrage til økonomien. Han bidrog ikke til de fælles udgifter, og betalte ikke ret meget til madudgifterne. Når folk spørger: “hvorfor gjorde du dog det?”. Så var det fordi, han havde ikke et job, da jeg møder ham. Han var lige blevet færdig med en uddannelse, jeg lod ham flytte ind hos mig i mit hus, fordi jeg troede vi havde en fremtid sammen,  og jeg troede i øvrigt også, at vi havde et voksent og modent parforhold. Så hvis jeg gjorde det her for ham, så gjorde han noget andet for mig en anden gang. Det gjorde han så bare ikke. Han gad næsten ikke engang hjælpe med de praktisk ting omkring huset, hvilket ellers ville have været fair nok, for gratis kost og logi.

Vi udsatte hinanden for mange ting i det 1,5 år vi boede sammen. Og når jeg siger vi, så er det fordi der skal to til at slås. Men 8 ud af 10 gange, så var det trods alt ham, der lagde op til konflikten, når de opstod.

En af de ting, som han gjorde imod mig, som jeg aldrig har fortalt nogen. Ikke engang psykologen, så var det, at han engang stjal min dagbog og læsten den. At skrive dagbog var noget, der var ret godt for mig, for det hjalp mig med, at holde styr på mine tanker. Og jeg var fuldstændig ukritisk med det jeg skrev. Hvis jeg var vred på nogen eller noget, så blev det skrevet ned i skarpe vendinger. Det kan godt være, at vreden var væk igen næsten med det sammen. Men det stod jo alligevel i dagbøgerne.

Kæresten blev vred over det jeg havde skrevet, og der opstod en krise, som var ved at ødelægge vores forhold (ærgeligt, at det ikke skete!!). Jeg burde have smidt ham ud allerede der, for jeg følte mig så forulempet over, at han læst den dagbog. Jeg følte mig næsten beskidt over det, for det var mine inderste tanker, der stod i den dagbog.

Der gik et stykke tid, hvor jeg havde opdaget, at dagbogen var væk, og jeg havde også regnet ud, at det nok var ham, der havde taget den. Han var også pludselig blevet meget sur på mig en aften, hvor jeg kom hjem fra svømmehallen, og han havde ellers været i okay humør, da jeg tog afsted. Jeg fandt ud af, at det var der han havde taget den. Og en dag, så indrømmede han det overfor mig, at det var ham, der havde taget den. Han startede med at sige. at han havde brændt den. Det blev jeg meget vred over, og så ændrede han forklaring til, at han havde ikke brændt den, men låst den nede i en skuffe i hans mors hus (hvor betryggende), og den forklaring holdt han fast i fremover. Men jeg var nok godt klar over,at han havde brændt den, for der var et bogmærke i dagbogen, som jeg bad ham om, at give mig, da det var en gave fra mine forældre fra en rejse de havde været på (affektionsværdi). Men den påstod han var levet væk. Meeen det kunne jo også være, at den var brændt med resten af dagbogen.

Nå, men jeg kom da stadigvæk sammen med ham lidt over et år efter, at dette skete. Og efter at han var forsvundet ud af mit liv, så har jeg selv destrueret resten af de dagbøger, som jeg har skrevet i årenes løb. Der stod en masse andre hudløst ærlige ting i (både godt og ondt). Om andre mennesker og også om mig selv, og hvis jeg skulle blive kørt ned en dag, eller dø pludselig af andre grunde. Så ville familiemedlemmer jo nok læse de dagbøger, og der er ting, som også kunne såre dem. Og så er jeg der jo ikke til, at forklare mig selv.

Nå, men det forhold har haft en del konsekvenser for mit velbefindende. Jeg har manglede lyst til at være social. Faktisk vil jeg helst bare være alene det meste af tiden. Jeg har ingen lyst til ny kæreste. Jeg har udviklet ocd symptomer (tjekkeadfærd) (som i øvrigt kan opstå, hvis man har haft en periode med manglende kontrol, har psykologen fortalt). Min lunte er kortere. Jeg har meget lidt overskud. Jeg har myldertanker og humørsvingninger. Det er selvfølgelig ikke lige slemt hele tiden. Det går op og ned.

Eksen sagde til mig, da jeg slog op, at nu ødelagde jeg hans liv. I lige måde, kunne man jo godt sige.

PS. han har heldigvis ikke generet mig efter bruddet, hvilket jeg var lidt nervøs for.