Skal man have et kæledyr?

Jeg har en veninde, som har haft det lidt skidt på mine vegne, da jeg meddelte, at nu var jeg blevet for gammel til børn. Hun har vist været bekymret over, om jeg skulle fortryde senere. 🙂 Eller også har hun været bekymret for, at jeg skulle gå og være ensom. Jeg har jo også konsekvent nægtet at lede efter en kæreste (lidt til min mors ærgelse) de sidste tre år efter, at jeg kom ud af et virkeligt lorteforhold.

Så skriver min veninde til mig i går, om jeg har overvejet at få et kæledyr. Måske en kat? Hun og hendes familie er så glade for deres egen kat.

Jeg svarede, at hvis jeg skulle have et kæledyr, så skulle det være en hund. Men den var man også så afhængig af. Og det med katten, så har naboens kat jo indtaget min have til at hænge ud i (dens tilflugtssted, når den trænger til fred for larmen derhjemme), og opsøge dens fortrukne toiletfacilitet (aka min græsplæne). Desuden tror jeg, at der vil opstå konflikter, hvis jeg pludselig anskaffede mig en kat, som skulle dele (min) have med naboens kat.

Der er desuden to andre problemer ved det, og det er, at jeg vil ikke byde mine naboer, at de skal min kat rendende i deres have (når jeg nu ved, hvordan det er). Den anden ting er, at min niece er skrækslagen for katte, og så ville hun jo aldrig komme på besøg.

Hvis jeg skulle have kæledyr skulle det nok være en flok guldfisk. Men de er jo ikke særlig underholdende, og også lidt svære at kæle med.