Sommerferien er slut

I dag er det sidste dag i min sommerferie. Nu vanker der ikke mere ferie før til jul. Og jeg prøver på, at nyde min sidste feriedag. Men jeg føler mig også lidt urolig. For sandheden er den, at mit arbejde stresser mig, og jeg orker ikke tanken om, at jeg skal tilbage til en stresset hverdag. Jeg er af min arbejdsplads blevet pålagt, at tage uddannelsen som serviceassistent. Så der får jeg da et afbræk fra arbejdet, men der skal selvfølgelig også laves noget der. Men jeg har lidt blandede følelser, for det er jo ikke en uddannelse, som jeg har ønsket mig. Men fordelene er:

• afbræk fra arbejdet
• løn under uddannelse
• det tager kun 7 måneder

Og jeg ved jo heller ikke, hvad jeg så vil.

Jeg besøgte en veninde i min ferie. Og hun har en ide om, hvad hun synes jeg skal.

• jeg skal uddanne mig til sosuassistent (for det er hun selv)
• jeg skal få nogle børn

Ja, man kan jo ikke tjene penge på at få børn. Men det bliver også et pænt nej tak til begge dele, og lige meget hvor tit hun spørger, så vil det altid blive et nej tak.

Vi havde jo en samtale der både drejede sig om uddannelse, og børn. Og så var der lige blevet snakket noget om en skorstensfejer, og så nævner hun, at hun kender en, der vil have børn selvom hun ikke har en mand. Så hun er gået i noget fertilitetsbehandling. Så spørger veninden:

“Er det noget du har overvejet?”

Da vi lige har snakket om uddannelse, og nævnt noget om en skorstensfejer, så siger jeg:

“At blive skorstensfejer?”

Det var fertilitetsbehandling hun mente, og nej det har jeg da i hvert fald ikke. Jeg er 45 år gammel, og jeg spekulerer på, hvornår hun stopper med at spørge. Jeg overvejer lidt, at bilde hende ind, at jeg er ved at komme i overgangsalderen. Men så finder hun nok en anden løsning.

Når vi engang sidder halvdemente på et plejebørn, så spørger hun stadigvæk:

“Skal du ikke snart have nogle børn?”

Og så råber jeg:

“jow da!!”

Så bliver hun nok glad.

Nå, men det med, at hun gerne vil have jeg skal være sosuassistent er jo en hel anden ting, og hun er det selv, og derfor synes hun jo, at det er alletiders. Der kommer jo også mangel på sosuer, men det er bare ikke noget for mig. Jeg er ikke god til mennesker, og det skal man være, for at pleje dem. Så det kommer ikke til at ske. Og det bestemmer jeg da heldigvis selv.